Det var en præstation at drage ud i landet på cykel i al slags vejr og næsten uden penge. kommunikation foregik gennem postkort
Udflugt til Karise maj 1957
Vores mor tog engang min tvillingebror og mig på en togtur til Karise på Sydsjælland. Det var en sommerdag og inden vi var begyndt at gå i skole.
Anledningen var at vores mor var veninde med en apotekerfrue Elly i Karise. Som jeg husker det har de været i lære samtidigt under krigen på Løveapoteket i Holbæk. Min mor var en flittig brevskriver og i alle hendes leveår skrev hun med mange gamle og nye venner. Hun sagde altid: “Nu er der brev fra Elly i Karise” eller fra “Elly i Randers”, da hendes mand senere overtog et apotek i Randers.
Det har været en lang togtur frem og tilbage på én dag fra Herlev over København. Apoteket var en stor bygning midt på hovedgaden i den lille provinsby syd for Køge og vest for Stevns. Som gæster kom vi ind ad indgangen til privatboligen på siden af huset.
Vi blev vist rundt i huset og kom højt op på loftet, som havde et imponerende stort hvidskuret gulv. Det var skinnende rent og vi var imponeret over at Elly selv holdt det så flot. Hun holdt hus og ekspedierede i apoteket. Jeg fornemmede at de voksne havde standarder for rengøring og at den på dette sted var meget høj.
Vi fik frokost. Desværre husker jeg intet om hendes børn. Måske var de ældre end os og ikke hjemme. Vi gik alene ned i den store have og blev næsten væk deri.
Da vi skulle hjem fik vi en pose røde “Kongen af Danmarks” bolscher at tage med på togturen. Vi stod i gangen ved vinduet og kiggede ud med bolscher i munden. Vi fik aldrig en hel pose bolscher eller slik, så det står lyslevende for mig.
Bag os var kupeen, hvor man sad overfor hinanden tre på den ene side og tre på den anden side. Over hver side var et net som man kaldte hattehylden.
Tilbageblik på sygeplejeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975
Jeg går tilbage i tiden og forsøger at huske detaljer fra en svunden tid. For 50 år siden i disse dage startede jeg på Forskolen på Bispebjerg Hospital i ret nye bygninger ud mod Tuborgvej. Den varede 5 ½ måned. Jeg ved ikke, hvor mange der faldt fra eller gennemførte. Desværre var der én der døde efter ca. et år. Hun fik en blodprop af p-piller.
Hvorfor Bispebjerg Hospital? Min moster Eva havde været elev der under krigen, men sluttede i utide, da man dengang ikke kunne være gravid elev og gift samtidigt. Jeg beundrede min moster Eva og ville gennemføre, det hun blev tvunget til at afbryde. Desværre har jeg ikke beretninger fra hende om den tid, men det må have glædet hende, at jeg gik der. Det viser sig at vores forstanderinde havde høje ambitioner, som hun havde arvet fra Charlotte Munck, der var pionær på sygeplejefaget på samme hospital.
Jeg var dybt fascineret af at lære anatomi og fysiologi. Det var både spændende og ret svært. Jeg havde dog væsentligt lettere ved alt det teoretiske end det praktiske. Det skyldtes at jeg altid havde elsket at gå i skole og lære noget bogligt. At skulle bedømmes på praktisk kunne var langt værre og gjorde mig meget nervøs med mindre det var en menneskelig sygeplejelærer eller afdelingssygeplejerske, jeg var eksamineret af.
Så snart Forskolen var færdig flyttede vi fra de gamle elevboliger i Charlotte Muncksvej til sygeplejekollegiet ud mod Tuborgvej, hvor også klasseundervisningen foregik i de følgende faglige moduler mellem praktikperioderne. Kollegiet er nu bygget om til psykiatriske sengepladser, idet den psykiatriske afdeling er revet ned.
Vi blev som det første guidet til vaskeriet for at få vores nye stribede uniformer og hvide forklæder og flipper. På vaskeriet blev vi indprentet at aldrig efterlade sakse og kanyler og emblemer i lommerne eller på tøjet.
Det kom bag på mig, at jeg måtte beregne ekstra tid til at møde til tiden, fordi de nystivede forklæder og flipper krævede megen fingerfærdighed i at blive knappet sammen. Jeg sørgede lidt over at skulle aflevere dem efter det første år, idet alle gik over til hvide, syntetiske næsten gennemsigtige og korte uniformer.
Kantinen husker jeg ikke, det kan være at vi sjældent havde tid til at gå fra afdelingen, men til gengæld har jeg været med til at spise i smug bag en dør til køkkenet på afdelingen sammen med andet personale på skift. Der var altid masser af mad til overs. Det var ikke den store nydelse at sluge maden i frygt for at oversygeplejersken skulle se det.
Ud fra mine eksamenspapirer ser jeg, at jeg har været i praktik i 32 måneder.
Desværre var vi altid adskilte fra klassekammeraterne, idet vi blev sat sammen med en ældre elev på afdelingerne. Det var godt for praktikstedet, men vi fik aldrig fælles oplevelser udenfor klasseundervisningen.
Når vi skiftede afdeling specielt som 2.-års- eller 3.-årselev gav vi som regel kage. Jeg har en erindring om at have bagt sirupskage, som alle steder er et hit. Den opskrift kommer fra min mormors hjem i Nyboder. Den laves tre dage i forvejen og trækker med smørcreme. Jeg har siddet i kafferum, som lignede skyllerum næsten til forveksling. Det var som om jeg først blev glad for en afdeling, når jeg skulle rejse.
Den første afdeling efter endt forskole blev jeg desværre aldrig glad for og det skyldtes ikke specialet, men atmosfæren. Det var en af de nu fredede pavilloner nede i nærheden af hovedindgangen. Det var Mavetarm-kirurgisk Afd. A.
Der står på eksamenspapirerne at jeg var på Kirurgisk i 6 mdr. så det må stemme. Det der gjorde mest indtryk var en gul mand med Sengstagensonde. Hans lever var skadet og den røde gummisonde skulle stoppe blødning fra hans oesophagus varicer. Han tog det med stoisk ro. Den slags patienter havde ofte en forhistorie med alkoholisme. Han lå i ét sengen lige til venstre for døren. Det var en stor stue med måske 8 senge. Vi elever kunne også komme ud for at skulle assistere ved biopsier, der foregik et sted i en kælder. Ellers skulle der skiftes forbindinger og den dårligste oplevelse jeg havde på det sted var at en afdelingssygeplejerske virkede sadistisk og lunefuld på mig. Hun kaldte mig ind for at se en forbindskiftning og da hun rev forbindingen af en mand i to-sengen, var der et stort åbent krater ned i hans mave. Han tog det roligt selv og det gjorde jeg også, men hun måtte vide, at jeg var uforberedt på at se et sådant syn. På samme afdeling kom en ældre mand ind med tarmslyng. Han brølede af smerte. Næste gang jeg så ham var han opereret og som helt forvandlet.
Der var runder med temperatur og puls og blodtryksmåling om morgenen og om eftermiddagen inden kaffevognen kom rundt. Stuegange var jeg kun med til sporadisk og først rigtigt efter endt uddannelse. Efter morgenmaden og skulle alle hjælpes op af sengen, hvis de kunne og alle senge skulle redes. I visse tilfælde kunne det tage helt til middag, før vi var færdige.
Om aftenen blev alle blomstervaser taget ud i skyllerummet og jeg gætter på at rengøringspersonalet skiftede vandet.
Ellers skulle vi hold styr på urinopsamling i skyllerummet. Alt blev målt og vejet. Det kaldtes diurese og vægtfylde. Der var en særlig lugt i skyllerummet. Det skete at vi tabte termometre på gulvet, hvorfor vi rendte rundt og prøvede at samle kviksølvet op med et eller andet.
Vi vaskede patienterne, sengebadede, hvor de var dårligst, eller hjalp dem op til håndvasken. Alt skulle udføres perfekt og en sygeplejelærer kom og tjekkede om der var styr på det. Da jeg skulle vise mine færdigheder indenfor sengebadning fik jeg en meget venlig patient. Jeg kom til at putte alt for meget sæbe på ham, men må have fået det af igen. Kunsten var at vende og dreje og lægge håndklæder bag det sted man vaskede. De patienter, der ikke selv kunne vende sig blev vendt ved hjælp af et stiklagen, som blev trukket af et stk. personale på hver side af sengen. Det samme gjaldt, når patienten skulle hejses højere op i sengen inden, de blev sat op. Jeg kunne godt lide at rede senge, specielt at lave de flotte hjørner på lagenet.
Vi må have brugt megen tid på at gå med bakker fra madvognene og sætte patienterne op i sengen. Jeg husker at de sad ved borde ved deres senge. Der var ikke opholdsstuer mener jeg.
Der var en konstant løben ind og ud med bækkener til skyllerummene. De blev sat i en stor bækkenkoger og kogt i skyllerummet.
En stor kunst var det at øse medicin op og huske hvem, der skulle have hvad. Hvordan det kunne lade sig gøre med en bakke opdelt i en masse rum uden at der altid var navn og nummer på var mig en gåde. Der må været gået meget galt undervejs. Medicinskabene stod ude på gangene i en niche. Det var meget betroet. Jeg går ud fra at man var 2.års elev før vi fik lov til at dele medicin ud.
Det skete at der blev ringet fra laboratoriet omkring prøvesvar. Da gjaldt det om at skrive det hele rigtigt ned på en gul seddel, der lå ved telefonen ude på gangen.
Det sted jeg fik mest ansvar på, var Medicinsk Afdeling på Blegdamshospitalet. Det var oprettet som epidemihospital i sin tid, men min tid, var det udelukkende medicinske afdelinger.
Det værste ved at være på Blegdammen, var at jeg var tvungen til at flytte ud af kollegiet på Tomsgårdsvej, hvor mange af mine klassekammerater boede. Den dag jeg skulle starte på Blegdammen oplevede jeg at en portør havde stillet mine få ejendele udenfor den dør, jeg skulle bo på et loft på Blegdammen. Der var ingen andre end nogle Filippinske sygeplejersker. Dvs. Jeg hadede at have fri, det føltes fuldstændigt tomt, men vagterne var spændende nok, fordi jeg fik lov til en masse ting på lige fod med sygeplejerskerne. Måske havde de mindre personale og derfor brug for elevernes arbejdskraft. Det var midt i oliekrisen, så engangsmedicinbægre og andet blev genbrugt.
Patienterne lå med hjerneblødninger, astma og en var fuldstændigt præget af cordisonbetinget moonface pga. svær leddegigt. En ung mand var lammet og lå næsten konstant i sengen. Mange havde sukkersyge, så der var meget blodsukker, der skulle måles og insulin der skulle trækkes op i sprøjter.
Jeg kom derefter til Fuglebakken Børnehospital. To måneder på Neonatalafdelingen og to måneder blandt de større børn i en lav bygning for enden af grunden. Nu er der bare græsplæne og P-pladser og hovedbygningen er blevet til luksuriøse ejerlejligheder.
Jeg var meget nervøs ved at være på Neonatalafdelingen, da det var et svært speciale med syge nyfødte. De lå i kuvøse og blev senere lagt i vugger, når de fik det bedre. Der var et berømt mælkekøkken, der sørgede for fordeling af modermælk, til trængende nyfødte. Ellers blev der blandet modermælkserstatning og mælk og vand efter en bestemt procentdel. Der var visse mødre, der holdt på at deres børn skulle have mælk og vand. Der var noget ved det, der var mig meget imod. Når vi elever skulle møde i en 10-18 vagt startede vi i mælkekøkkenet. Det var en lige så lang dag som en 7-15 vagt, men føltes længere, når de andre gik hjem.
De ældre børn var der i stor stil af psykosociale grunde. Kom fra problemfyldte hjem. De kunne være indlagte i lang tid for encouprese (de havde ufrivillig afføring) eller ufrivillig vandladning. Der var også en læge med speciale i vækstproblemer og derfor børn, der ikke voksede, som de skulle.
To måneder på Obstetrisk afdeling på Rigshospitalet. For mig var det et mareridt at finde derhen den første dag til introduktionen. Heldigvis var den sygeplejelærer, der stod for det meget forstående. Jeg var på nippet til at give op.
Vi havde ikke overdrevet meget at lave som elever der, men jeg husker at det undrede mig, så kluntede og uformelige de nybagte mødre var, når de gik ned ad gangen i badekåber. Spædbørnene blev kørt ud af stuerne, når mødrene skulle sove og ind hver fjerde time for at blive ammet. Det var ikke let at lægge dem til, når det foregik efter skema og ikke som naturen vil det. Dem, der ikke ville eller kunne amme, skulle ”bindes op” og have medicin til at stoppe mælkeproduktionen. Vi tog et stiklagen og en spændte rundt og satte det stramt fast med sikkerhedsnåle. Alt for at stoppe mælkeproduktionen. Mange var forstoppede efter bedøvelsen ved kejsersnit og de fik et kraftigt middel, som hed sennepsfrø. De mindre forstoppede fik figensaft. Tvillingemødre fik tilbudt rødvin og da mange ikke ville have det, skete det at vi elever delte det inden arbejdstidens ophør. Engang kom jeg til at sætte mig på overlæge Dyre Trolles stol i frokoststuen. Det forstod jeg hurtigt, at man ikke gjorde.
Personalet havde så meget ansvar på Barselsgangen, at vi ved udskrivelsen bar de små i lifte ned til Tagensvej, hvorefter det var forældrenes ansvar fremover fra deres færd hjem med taxa.
Jeg holdt meget af at komme tilbage til sygeplejeskolen og lære om alle sygdommene. Dygtige læger underviste og jeg levede mig ind i det hele og syntes, jeg fejlede det meste. Det var også dejligt i de perioder at gense ens kammerater.
Efter Børnehospitalet kom nogle måneder på Otologisk og Thoraxkirurgisk afdeling i den store bygning L midt i hospitalet. Havde vi nattevagt skulle vi vaske de små børn i tremmesengene meget tidligt om morgenen, skønt de endnu ikke var vågnet. Jeg syntes det var synd. Ingen havde deres forældre med. Heldigvis er små børn ikke adskilte mere fra deres forældre under indlæggelse. Der var en svensk eller finsk sygeplejerske i aftenvagt og hun nød at lade os elever lave det hele, så kunne hun sidde og læse eller hvad hun nu lavede.
Der kom engang en ung mand ind om aftenen, som var faldet ned ad en trappe i fuldskab. Næste morgen var han død. Vi havde også en meget overvægtig patient, der havde prøvet at begå selvmord ved at have slugt opvasketabletter. Hun blev sat på 1100 kaloriediæt hvad enten hun ville eller ej. Der var ikke noget snak om noget behandling.
På Thoraxkirurgisk afdeling har jeg kun ét minde og det er at have været med til at lægge lungedræn. Det var et tykt metalrør, der skulle ind at drænere ved sammenklappet lunge. Nok ikke en sjov behandling.
De sidste afdelinger som tredjeårselev var operationsgang, urologisk afdeling og den lukkede psykiatriske.
På Urologisk afdeling skulle vi lægge mange urinkatetre, hvilket var krævende især på mænd. Alt skulle holdes helt sterilt og man var altid to om det. Kateterslangerne skulle lukkes med en skrue ellers ødelagde man blærens funktion. Det måtte vi holde nøje øje med.
Der herskede ikke nogen rar stemning på den lukkede afdeling. Overlægen var nedladende overfor os elever og måske ligeglad med patienterne. De sad og røg dagen lang. Vi gik med et nøglebundt og måtte aldrig vende ryggen til patienterne. Måske skulle vi følge nogle på toilettet og vente udenfor. Lyspunkterne var at få lov til at gå tur med de mest raske af patienterne i de smukke parker i området. Jeg husker én ung pige fra Færøerne, som ikke ville sige et ord. På en eller måde begyndte hun at snakke med mig.
På mit eksamenspapir står der at jeg har været to måneder på Neuromedicinsk Afdeling. Det er helt væk fra min hukommelse.
Den afsluttende eksamen var krævende med et stort skriftligt arbejde over sygeplejen med et forløb og derefter eksamination med både læge og oversygeplejerske og sygeplejelærer og censor. Jeg var oppe i en prostatacancerpatient fra Urologisk Afdeling.
Lidt historisk om Bispebjerg Hospital https://dsr.dk/dshm/hospitalet-paa-bispebjerg-bakke fra Dansk Sygeplejeråds hjemmeside og fra et lokalarkiv. https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/historie/Documents/Jubilaeumsbog_final.pdf
Pavillonerne er direkte inspireret fra Florence Nightingale og tanken om at lys og luft og helende haver har betydning for lægedom. I min engelske blog har jeg beskrevet min fascination af bygningskunst og vigtige begivenheder fra Anden verdenskrig. Her kom personalet og tunellerne under hospitalet til at spille en stor rolle.
Gensyn med min mors barndomshjem og omgivelser i Holbæk
Besøg i Holbæk på Marthavej i anledning af min moster Evas 100 års fødelsdag i 2021
Vi forberedte en familieudflugt til min mors fødeegn, hvor to af husene står endnu og hendes skole Sdr. Skole står intakt. Her arbejdede hendes far som lærer i mange år og hun og hendes tre søskende gik der indtil realskolen. Tveje Merløse kirke har stået på det sted fra 1100-tallet og ligger få kilometer fra skole og hjem. Emry min morfar var kordegn der fra 1914 efter Asnæsårene og frem til omring 1950.
Tveje Merløse kirke set forfra 
Alteret med udsmykning af Joakim Skovgaard 
Tveje Merløse kirke
Lyset ved siden af Sdr. Skole i Holbæk 
Del af Sdr. Skole 
Del af Sdr. Skole. På første sal boede Emry i starten af sin lærergerning
Børnenes første barndomshjem Ringstedvej 3, nuværende Gl. Ringstedvej er forvandlet til en stor P-plads med skilte til Covid-19 test og vaccinecenter. Jeg husker de lave rækkehuse med små forhaver lige før jernbanedænmingen og hospitalet.
Vi parkerede på en kommunal P-plads på Rosenvæget, som Marthavej nu hedder og gik forbi nr. 5, som Emry byggede i 1929.
Indgangen til Marthavej huset med den gamle trappe 
Huset på Marthavej. I 40erne og 50erne groede der vildvin op ad hele endegavlen
Flere vinduer stod åbne og da vi havde masser af tid, tog jeg mod til mig og bankede på. En venlig dame åbnede og var straks gæstfri og inviterede os ind. Hun havde købt huset for to år siden og så værdien i det gamle hus, trods mange års misligholdelse. Hun var begyndt systematisk og havde nået rigtig meget både inde og ude. Hvidmalede træpaneler sås nu i stuen, som de må have set ud dengang, jeg også besøgte huset mellem 1951-1957. Trappen til første sal var imponerende i sine smukke dueblå og hvide vægfarve.
Trappen til første sal 
Den originale smukke trappe 
Køkkenet hvor Asta har lavet mad og bagt 
Det tidligere kordegnekontor ud mod vejen 
Udsigt fra stuen eller tidligere kordegnkontoret 
Første sal, hvor der var børneværelse til den skrå væg 
Et kig ud i haven fra tidligere børneværelse. Der var en fransk altan oprindeligt 
Den hvidmalede trappe set oppe fra. Dengang i mørk lak og evt med tæppe 
Badeværelset med højt siddebadekar originalt terrasogulv 
Gammelt spejl, som ligner min mormors første sal 
Hoveddøren set fra entreen
Køkkenet var også bevaret i samme stil, som min mormors. Hun har lavet oceaner af mad i det lille køkken.
Vægge var fjernet mellem spisestue og døren til Emrys kontor blændet, men huset stod intakt.
I stuen mod haven er væggen brudt ned og der er lavet en udestue, der giver meget lys ind i stuen. Jeg har siddet med legetøj i den stue, som jeg forlængst var vokset fra. Desuden husker jeg den første gang, jeg oplevede at noget kunne ende fatalt for et barn. I et ugeblad var en artikel om en dreng, der havde fået armen i en vridemaskine. Det var meget slemt, men jeg som fire-femårig kunne ikke tro, at der var sket ham noget. I den stue har jeg plaget min morfar om at spille “Dejlig er den himmelblå”, hvor han sagde stop, ikke mere.
Kælderen bringer også minder for mig, idet min morfor bryggede vin, som stod og klukkede og lugtede syrligt sødt fra et lille rum tæt på kælderdøren. Min morfars erindringer foræller meget fra huset og et minde er Emrys og Astas kamp mod tiden ved at skovle en masse koks væk fra inspektiones skarpe blik. Efter krigen var koks rationeret, men da min morfar gerne ville have mere koks var han bange for at blive opdaget. Læsset kom uden inspektion!
Der findes kun få billeder fra huset, da de boede der fra 1929-1957 og min mormor til 1958, men masser af billeder fra haven især fra “Grotten” som var et læsted beklædt med masser af hvide stauder. I en tidligere artikel findes få billeder fra huset.
Jeg har fået tilladelse til at bruge billeder fra vores besøg. Husets historie betød også en del for ejeren og hun ville gerne lave en billedecollage på første sal med nogle af vores billeder fra vores album.
Stor tak til husets ejer for at tage i mod os. Det var uforglemmeligt at træde ind i det hus, der har betydet meget for vores mormor, morfar og deres børn og børnebørn på besøg i 1950-erne.
bro til badeanstalten i Holbæk 
Inder bredning Isefjorden 
Sti fra Anlægget i Holbæk
Få kilometer væk ligger badeanstalten, hvor familiens børn lærte at svømme og tilbragte megen tid om sommeren. Storesøster Ermegaard reddede engang min mor, da hun som lille kæk sprang ud i det dybe uden at kunne svømme. Det var “Ruth med krudt”.
Mine morforældre blev bisat på “De ukendtes græsplæne” på Østre Kirkegård ikke langt fra Sdr. Skole. Jeg syntes som lille at det var for tomt, at det var et ukendt sted på en græsplæne.
Min mors ungdomserindringer fra krigen i København
Flytning til København som 21 årig
Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København.
Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.
Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Selsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.
Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.
Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri, “Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget. Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.
Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalburgtage.
Sydhavnsapoteket fra Juli 1944 til 5. maj 1945
Sydhavnsapoteket var ret nybygget dengang. så det var et moderne apotek, men det viste sig, at der var 3 personer på apoteket, som holdt med tyskerne, ja, der var endda 4, for den unge, smukke farmaceut, som havde arbejdet en tid på et apotek i Tyskland, var også en person, som havde et eller andet for med tyskerne, og da han engang var hjemme hos sin familie i Kolding, blev han skudt af frihedskæmperne, hvilket var et stort chok for os andre. Men der var også en sønderjyde, Frk. Petersen, som var kæreste med en tysk soldat, og hun besøgte ham i Berlin flere gange.
De andre to der var tyskvenlige, var en provisor Pårup og en halvdags defektrice, som tog sig lidt af regnskaberne og ellers vejede lidt af osv. Som kolleger var de egentlig søde og rare, men det var virkelig et underligt personale, og da apotekeren var fuld det meste af tiden, og han havde aldrig kunnet lide de yngste – og det var jeg jo nu 21 år, så han skældte mig ud engang, da jeg havde vovet at bytte middagspause med Frk. Petersen, men jeg havde jo gjort det for at gavne arbejdsgangen den dag.
De andre på apoteket var en farmaceut Søgaard fra Helsingør, en frk. Kjeldsen, også farmaceut, som var kommet fra Fuglebjerg, en anden halvdagsdefektrice, som boede sammen med Frk. Kjeldsen og senere en ung ex.pharm, frk. Kragelund, (som jeg senere kom til at arbejde sammen med på Løvens kemiske). Sidst men ikke mindst var der lederen af personalet provisor Gundtoft – et dejligt menneske. Der kom også en anden defektrice, Ida, fra Jylland og hun og jeg blev fine venner.
Jeg har omtalt personalet, fordi de kom til at betyde meget da vi nåede til befrielsesdagene, Men foreløbig så gik dagene med travlhed, for selvom det var svært at skaffe varer, så var der dog noget at få på dette apotek, og mange urter, som før var kommet fra Ungarn og Polen, blev nu dyrket i Danmark. Kamilleblomster blev plukket rundt omkring i byen, og folk kunne få 20 kr. for ½ kg, men så skulle de også være den rigtige slags, det blev nøje undersøgt. – Fra Beyers i Tyskland kunne man heldigvis også godt få varer, så man kunne redde patienter med lungebetændelse og andre farlige sygdomme. Penicillin var kun ganske småt begyndt at komme frem, og her var Løvens kemiske jo nogle af de første i Danmark. Men endnu brugte man sulfapræparaterne til betændelsessygdommene.
Trods apotekerens drikkeri, så havde han mange venner blandt de andre forretningsdrivende, og dette kom hans personale til gode. Han var en mærkelig mand, for pludselig så gav han os lækkerier, f.eks. de fineste jordbær, – og engang kom han og skænkede et glas af den fineste vin, som han selv havde fremstillet i kælderen sammen med apotekerkarlen, en dygtig og tiltalende mand, som også hjalp til med laboratoriearbejdet. Han kunne godt lide damer, og af og til kom der en dame ind bag det lille forhæng og her bød han på et glas vin. Det ved jeg fra min værtinde, som af og til kom derind. Hun havde en chokoladeforretning lige overfor apoteket.
Samme dame var gift med en vaffelbager, som desværre også var dranker, og derfor endte deres ægteskab med skilsmisse, og da de nye lejere af deres lejlighed ikke ville udleje det ekstra værelse, som jeg havde lejet, og som min bror William nu også boede i, ja, så måtte vi se at finde os et andet logi, og det lykkedes os at finde et i Classensgade på Østerbro, hvor vi så boede til d. 5. maj 1945, altså selve befrielsesdagen.
Studenterkurset i Vendersgade 1944-45
Men nu kom jeg lidt for langt frem i tiden. – Først havde jeg meldt mig ind på et studenterkursus, som lå i Vendersgade, lige ved Det gamle Grønttorv. Jeg skulle gå der kl. 18 – 23, så kunne jeg lige nå dertil, da apoteket lukkede kl. 17.30. Det var hver anden dag, mandag – onsdag og fredag. Jeg fik købt en masse bøger, brugte, naturligvis, og jeg glædede mig til at begynde. Der var nok at tage fat på. Det sværeste var nok latin, men ellers var der jo alle fagene på nysproglig retning. Det foregik i lederens private lejlighed på 2. sal, og vi sad vel 30 mennesker rundt om hans store bord. Brøndlund hed den lille mand, som var lektor og underviste i latin, engelsk, tysk og historie. – Der kom så en lærer til fransk og dansk, og matematik udefra. I fransk var det så heldigt, at det var samme pensum, som vi havde haft i realklassen, så der kunne jeg komme let over det det første år. Men fra nu af brugte jeg al min fritid på at læse, så kunne man lade være med at tænke så meget på krigens gru. Der var dog masser af ting, der kunne minde en om krigen, bl.a. luftalarmerne, og manglen på alting.
I København var der dog også uro denne sommer 1944. For mit vedkommende, så var min tid godt besat med arbejdet på apoteket om dagen og med studierne om aftenen. Jeg kan fortælle, at jeg havde fundet et privat spisekøkken nede i “musikbyen” på Mozarts Plads. Herfra havde jeg kunnet hente middagsmad i portioner, men nu foreslog værtinden at jeg kom ved middagstid og spiste hos hende. Det var god hjemmelavet mad, og som regel var der også en af hendes svigersønner, der spiste der sammen med mig. Når jeg nævner ham, så er det fordi han blev skudt ned, helt meningsløst på vejen derude, så vidt vi kunne forstå, var det en hævnagt begået af danske overløbere. Jeg holdt på et tidspunkt op med at komme der, da damen, der havde spisekøkkenet havde svært ved at skaffe varer til dette foretagende. Efter det, var det svært at få ordentlig mad både for William og mig. Der var noget, der hed Kvindernes afholdsfrie restaurant, og her kom vi en del, men også dette blev så mystisk, især, hvad angik kød, så vi ikke kunne regne ud, hvad det var, vi spiste
Vi var glade for det gode rugbrød (mørt maltet, Schulstads) nybagt og vi kom ikke til at mangle havregryn, så vi kunne hver morgen lave en portion havregrød. Desuden kunne en middag godt bestå af 2 fiskefrikadeller m. remoulade og noget salat, så vi sultede ikke, og var endda i stand til at aflevere en pose havregryn til en indsamling til Norge. Men det var jo altid godt at komme en tur hjem til Holbæk og få ordentlig mad hos mor. Hun sørgede også hele tiden for rent tøj og stoppede strømper. Jo, der var meget at være taknemmelig for.
Billeder fra Vendersgade 8, hvor min mors studenterkursus lå under krigen
Desværre sluttede min mors egen beretning inden hun nåede til befrielsen. Jeg har brudstykker af det fra fortællinger allerede tidligt i barndommen.
Uddrag fra brev fra morbror William efter mor Ruths død 30.10. 2008.
M.h.t. begivenhederne omkring 4. maj 1945 kan jeg fortælle at Ruth var på sit studenterkursus som sædvanlig fra 18-22, men jeg går ud fra at Frihedsbudskabet også nåede hende kort efter kl. 20.38. Hun har også oplevet den euforiske stemning inde i byen ved Nørreport, hvor kurset holdt til. Jeg og en kammerat drog fra Østerbro ind til byen og stod på et tidspunkt på taget af en sporvogn og skreg af fryd, men sent på aftenen mødtes vi med Ruth i vores logi, et stort hjørneværelse i Classensgade, hvor vi havde boet siden oktober 1944. Tilfældet ville at vi netop den 5/5 skulle flytte til en rigtig lejlighed i Holsteinsgade, ganske vist en 1-værelses, men med egen indgang og med eget toilet og bad og køkken.
Men dengang krævede myndighederne, at man skulle levere en attest for, at den lejlighed, man flyttede fra var lusefri. Da vi om efteråret havde fået en sofa fra Holbæk, der åbenbart var beboet af væggelus, måtte vi have vores værelse ”afluset”, dvs. sprøjtet med en eller anden giftig gasart, så vi ikke måtte opholde os der det første døgn. Vi trodsede forbuddet en på morgenstunden, men først festede vi sammen med vores værtspar, som vi egentlig aldrig havde været i voldsom kontakt med. Men den nat blev hele befolkningen rystet godt sammen. Jeg går ud fra at Ruth var mødt på arbejde på Sydhavnsapoteket på sædvanlig tid, hvor ellers de fleste butikker var ”lukkede pga. glæde”, som der stod malet på et skilt i en lille butik.
Hvordan vi fik flyttet vores møbler? Vi lånte en trækvogn hos en købmand og trillede de to sofaer + bord og stole til Holsteinsgade, hvor der vel kun var 300 meter. Det var som at vinde i lotteriet. Resten af sommeren stod i glædesrus efter Montgomerys sejrsindtog i København.
Billeder fra min mors album i befrielsesdagene
Bill? min mor ved Gefionspringvandet i befrielsesdagene 
Min mor i befrielsesdagene med veninde ved Kastellet
Jeg har brudstykker af det fra hendes fortællinger allerede tidligt i barndommen:
Jeg ser for mig at hun sad i al det vintertøj, hun ejede og læste lektier på værelset i Classensgade, da det dengang var en af de såkaldte isvintre. Hun fortalte os flere gange som børn at hun engang blev stoppet af en tysk soldat på vej til studenterkurset. Han spurgte:
Haben Sie Waffen?
Nein nur büchern!
Det var heldigt for det hændte at hun havde illegale blade til omdeling.
På selve befrielsesaftenen den 4. maj 1944 sad hun til tyskundervisning, da der kom én ind af døren, der havde hørt om frihedsbudskabet. Alle styrtede ud, mens tysklæreren, som var studenterkursusindehaveren så vantro på dem. Det havde han ikke ventet, at de ville løbe ud. Jeg mener også at hun var i fare enten den 4. om aftenen eller næste dag den femte maj. Hun var udsat for skyderier på Kgs. Nytorv og lagde sig fladt i sporvognen. Ved en anden lejlighed måtte hun gemme sig i en døråbning i Vestergade. Hun omtalte det altid som danske hippoer, dvs. landsforæddere, der ville hævne sig.
Om festen med de ukendte værtsfolk i Classensgade, så havde hun selv likør fra apoteket og de havde gemt lidt ægte kaffe til lejligheden, som de delte.
Det der aldrig er blevet skrevet ned, er at hun mødte en af Montgomerys soldater og at de blev forelskede. Hun fik endda en forlovelsesring af ciseleret guld og med diamanter. Det var en ring, hun brugte ved store fester og senere gav mig. Jeg forærede den til en norsk dame i 1990erne.
Det har været en enorm sorg for min mor, at Bill forsvandt. Hun sagde i min barndom at han døde i Burma. Først efter hendes død fortalte min morbror William, at han havde overlevet krigen og var kommet tilbage til England, hvor han stiftede familie. William havde været afsted hurtigt efter krigen for at opspore ham.
Først i tresserne, hvor vi endelig havde fået fjernsyn kom der engang et kort klip af Montgomery og hans motorcyklister omkring kronebilen, han stod i. Min mor fløj bestyrtet ud af stuen og jeg for efter hende ud i køkkenet. Der fortalte hun, at en af dem det var Bill. Jeg husker ikke, om hun inden da havde fortalt os om ham eller om det var derefter. I 1980erne fik jeg en stor flad papæske med baret og breve. Desværre smed jeg det ud og fortrød med det samme, men for sent til at redde det.
Min mor udholdt ikke, at en del af Sydhavnsapotekets personale var nedtrykte ved befrielsen pga. at en del var tyskervenlige. Hun sagde op og kom ind på et Veisenhus Apotek på Landemærket ved Runde tårn. Der blev hun ikke længe, for lønnen var elendig og apotekeren havde nærmest ingen varer. Studenterkurset måtte hun opgive pga. arbejdspres og sorg over Bill. Hun tog kursus på Købmandsskolen som sekretær og fik adskillige småjobs i efterkrigsårene. Blandt andet var hun med til at hjælpe sin svoger Hans Nielsen med sin plastikvirksomhed og senere var hun sekretær for Pastor Bredahl i Købnerkirken. Min far var baptist og hans familie kom der. Hun fik et venskab med en tysk ung dame Karla, som var flygtning. Hun kom i huset hos pastor Bredal og lærte dansk via børnene. Han har forstået at sno sig, for det var strengt forbudt at have noget med flygtningene at gøre.
Hun har også været med til at organisere nødhjælp til de sultende nordmænd via kirkens arbejde.
Continue reading “Min mors ungdomserindringer fra krigen i København”
Hvert udviklingstrin har sine behov
Når jeg som sundhedsplejerske mødte familier, som jeg ikke kendte, tilflyttere eller nogen, der havde fået første barn et andet sted, kunne det ske at jeg blev indviet i helt uoverstigelige problemer. Et ældre første barn har haft kolik, fortalte de med rædsel!
Det kunne være spise- eller søvnproblemer, der virkede uovervindelige.
Jeg kom frem til at hjælpe familierne bedst ved at prøve at se, hvor i barnets udvikling problemet hørte til. Det betyder ikke noget med alderen i så fald.
Lad os tage et eksempel med et 9 måneders barn, der ikke kommer i kravlestilling eller gør tegn til at ville andet end at sidde.
Vi går tibage til at øve at være på maven og støtte med underarmene som en svinxfigur. Lad hofterne være helt strakt ud mod underlaget. Derudover skal man selv ned og i kontakt foran barnet og for at variere rulle det fra side til side, mens I laver sjov.
Smil og grin, når I ruller. Derved holder I interessen gående. Et 8 / 9 mdrs barn er meget social og elsker gentagelser og ” Borte/tit” lege.
Næste fase er at få knæene op og komme i ” firstående” stilling. Hvis spædbarnet er meget hypermobil, skal I tage kontakt med en fysioterapeut.
Blad barn. Venligst udlånt fra Blad familien
Fra ” firstående” begynder den lille selv at komme først tilbage og siden frem først som kryben og så som kravlen. Næste skridt er at trække sig op til stående/ siddende på skift og til sidst gå ved støtte og uden støtte.
Jeg fraråder ” gåstol”, fordi den giver en kunstig udvikling. Barnet læner sig frem og bruger benene umodent. Det kommer til ting, det ikke har forstand på og kan falde ned over trappetrin og rive ting ned over sig.
Fra Småfolk forårskataloget. Sengen er en ægte Junoseng skabt af Viggo Einfeldt
Et stort område er søvnproblemer. Hver udviklingsperiode har sine behov og problemer opstår i den grad, hvis man ubevidst fastholder et ældre spædbarn eller ” todler” i en fase, der hører til i de første to måneder.
De første to måneder er der behov for at spise ret tit og det gør jo, at man ikke må tro at et så lille barn skal sove igennem. Hvis det sov i mange timer ad gangen, kan hovedfaconen let blive flad og skæv og barnet kunne risikere at få for lidt at spise, hvis det forventes at, det sov igennem.
Har man en god kvalitet af kontakt i de vågne stunder om dagen og om aftenen, kommer der uvilkårligt en længere søvn om natten, hvor der er mørkt og stille. I løbet af det sidste af det første halve år, behøver spædbarnet ikke at spise om natten mere og der kan lægges en grund for at kunne ” sove igennem” uden at skulle have mad igen og igen. Det er en lang process af faste rutiner, som skaber en god søvnvane.
Hvis man er bange for at ens barn er utrygt, kan man komme til at fastholde det i en alt for tidligt udviklingstrin. Barnet bliver forstyrret hele tiden i sin søvn, hvis det bliver ved med at ligge forældrene.
Sker der traumer ved indlæggelse, sygdom eller andet, er det klart at man gå nogle skridt tilbage i udviklingstrin og derefter komme tilbage til det stadie, der passer.
Fra ca. 6 måneder kan man fint begynde at lægge det på eget værelse i tremmeseng. Vuggen er blevet for lille og for farlig og skiftet mærkes ikke, hvis man laver et lille hyggeligt ritual og siger godnat og ellers har åben dør til værelset. Det må gerne være mørkt, da barnet ikke er bevidst om, hvad det kunne tænke sig og søvnen bliver bedre i mørke.
Komiteen for Sundhedsoplysning har en god app, der hedder Min Baby, som hele tiden opdateres. Kan anbefales! Desuden kan ” Sunde børn” downloades gratis fra Sundhedsstyrelsen
Ved at sætte sig ind i udviklingstrinnene og møde barnet der, kan meget kolik og søvn- og spiseproblemer forebygges.
Kunsten at gå i takt med et spædbarn
Det er let at føle at tiden går for langsomt, når man lige har fået sit længe ventede nyfødte barn. Det skal gerne kunne klare at være i kontakt med sine omgivelser og ikke blive for sart.
Nøglen til forståelse ligger i det modsatte, nemlig at tage meget hensyn de første to måneder. Den lille har aldrig set dagens lys, hørt høje lyde, blevet holdt af mennesker eller mærket deres mange forskellige dufte. Det kender forældrenes stemmer og er vant til at blive bevæget rundt overalt før fødslen.
(Billeder fra Søren og mig)
Opmærksomheden skifter lynhurtigt fra det lysvågne til det meget trætte eller sultne uden overgange.
Det bedste er at bruge sin logik og sørge for at maden er der og at få lagt til at sove efter måltidet. Kropskontakten til forældrene er utrolig vigtig, men der kommer en dag, hvor forældrene vil opleve, at den lille forstyrres i indsovningen ved at blive holdt i timevis. Det er som om, der foregår en optankning af de følelsesmæssige og kontaktmæssige behov de første 7-8 uger og at man derefter kan begynde med at lægge babyen til at sove selv mere uforstyrret i barnevogn, vugge eller lille seng.
Under den lette søvn oplever man ofte smågråd og virren med hovedet. Måske skal den lille op at bøvse en ekstra gang eller bare lægges med hovedet til den anden side. Ligger han eller hun godt nok, men har alligevel svært ved at komme i den dybe søvn, er der i de uger en god grund til at tage barnevognsindsatsen på knæene og rokke frem og tilbage eller at bare holde en hånd ned over dynen og sige Shhhhh… eller synge roligt en vuggesang.
En eller flere stofbleer kan have stor praktisk betydning. Læg den bag nakken og omkring ansigtet eventuelt for at holde en sut på plads. Når bare man sikrer, at der er luft omkring næsen kan de stofbleer give megen ro og tryghed og skærme for en masse unødige indtryk.
Fra de ca 8 uger kan et barn født til tiden klare lidt længere vågentid, hvor det ligger og kigger på ophæng eller en billedbog svarende til alderen i klare farver, sort, hvid, dyb rød og blå. Vend den lille på maven så meget det lader sig gøre i korte øjeblikke for at styrke arme, skuldre i et maveløft. Det bevirker en god træthed til næste gang, der er sovetid.
Når disse ting begynder at fungere kan barnet bedre forholde sig til andre mennesker i kortere tid. Jo mere forældrene engagerer sig om dagen og alligevel respekterer pauser og sovetider får de en stadig nemmere nat og dermed forskel på dag og nat.
Den Første Tid
Den første tid er uendelig vigtig for relationen mellem forældre og barn og for barnets opfattelse af sit selv. Det er en god ting at søvnbehovet er stort fra starten. Ellers kunne man som nye forældre slet ikke holde til den intensitet.
En sovende baby Det nyfødte barn skal sove 15-18 timer i døgnet. Det giver tid til at glæde sig til at tage kontakten op igen. Det nyfødte barn er så parat til at tage imod øjenkontakt, men skal støttes og opfanges. Det er som en pardans. Kontakten skal afstemmes og passe sammen. Man stimulerer interessen ved at holde en afstand på max. 25 cm. og lave store venlige øjne og så holde kontakten et par sekunder længere fra gang til gang.
Det nyfødte barn har så meget brug for øjenkontakten at en døgnrytme bliver så meget nemmere etableret, hvis netop dette bliver imødekomme.
Det kan let føles som et stort prestationspres for de nye forældre, om de nu stimulerer nok!? Derfor har jeg fortalt de mange forældre, jeg har været i kontakt med, at der var få overskrifter på de første to måneder.
1. Mad nok
2. Søvn nok
3. Tryghed og kropskontakt.
Der skal være mælk nok enten via bryst eller modermælkserstatning og maven skal fungere. Mavesækken er meget lille i starten, så man må ikke heller overfodre. Sund fornuft er altid godt i vurderingen af mængderne og ved amning og ved flaskegivning lægge meget mærke til barnets udtryk. Gråden kan virke ret ens, da ansigtsnerverne ikke er udviklede endnu og derfor kan man tage fejl i, hvad behovet her.
Brystbørn plejer ikke at blive forstoppede, men det kan være en komplikation ved flaskebørn. Der bør søges råd ved læge eller sundhedsplejerske så hurtigt som muligt for at afhjælpe dette.
Spædbarnet kan ikke holde sig vågent længe efter måltidet, så her er det vigtigt, at man prioriterer kontakten med det. Fortæl spædbarnet, hvad I foretager jer med det og hvad, I tror det vil eller kigger på eller føler. Jeres ord støtter dets følelse af tryghed mere end I aner. Gentagelse stabiliserer yderligere og i løbet af første leveår har I grundlagt sproget, så barnet begynder at forstå og blive forstået.
Spejling er også en vidunderlig ting, som skaber samhørighed. Hvis barnet gaber, gaber I og hvis det ryster på hovedet og kigger væk, gør I det samme og fortæller det:” Nu begynder det at blive for meget”. “Nu skal der ske noget på en anden måde”.
De første måneder beroliges barnet lettest ved at blive holdt lodret og ind i mod jer. Hold omkring altid så I støtter hovedet og nakke og gå omkring på en gyngende måde. Det kan også gøres med slynge eller bæresele. Dog skal man altid tænke på overophedning.
Holdt på denne måde mærker barnet jeres hjertelyd og behøver ikke tage stilling til øjenkontakt, hvilket ellers er meget vigtig, men hvem kan holde til det over lang tid?
Meget ofte har jeg mødt forældre, som har haft problemer med at få spædbarnet til at sove mellem måltiderne.
Jeg anbefaler, at man skaber tryghed som beskrevet her over og at man sørger for at få luften godt op efter måltidet. Det kan let forstyrre overgangen til søvnen, hvis der sidder bøvser eller prutter, som gør ondt på barnet. Hvis barnet laver mange luftlyde under måltidet må det afbrydes og holdes fast mod jeres bryst eller skulder.
Man kan også fint lægge det over jeres ben, mens I sidder ned og vipper lidt op og ned og klapper på ryggen.
Ved spændt mave- tarm tages barnet ud på puslebordet og lægges på ryggen og man masserer med urets retning på maven med fingrene uden at trykke for hårdt eller kilde heller.
Man vender på maven og trykker hofteregionen ned mod underlagt og derved får mulighed for at trykke noget luft ud.
Hvis man herefter stadig synes, det er svært at få til at sove er et gammeldags svøb en god ting at prøve. Man lægger barnet på ryggen på svøbet, som ligger som en firkant i en spids over hovedet. Man kan eventuelt give en sut også. Armene lægges i bøjet naturlig stilling og man strammer til og putter stoffet ned til anden side og lige sådan på den anden side. Til sidst foldes svøbet om fødderne. Dette for at genskabe tiden i fostertilværelsen, hvor fostret har været tæt omsluttet.
Jeg kender ikke et mæt og træt nyfødt spædbarn, som ikke giver sig ind i søvnen på denne måde.
Det kan fint løsnes, når barnet sover dybt og det løsnes også af sig selv. Madrassen skal være fast uden at være hård. I de første måneder må der gerne være lidt baggrundsstøj, men senere bliver det nødvendigt med ro i værelset.
Spejling
Det er som en naturlov. Når et spædbarn siger forskellige lyde og på den måde udtrykker sine følelser af glæde, energi, nysgerrighed eller måske irritation, sult, kedsomhed eller træthed, så må man da svare og matche netop den følelse med passende ord og så spejle dets udtryk i mimik.
Den store spejler den lilleBarnet er så hjælpeløst og kalder på, at blive forstået. Det har brug for omsorgsfulde forældre, der kan svare hurtigt og relevant.
Alle svarene lægges på lager i hjernen og lejrer sig som følelsen at blive mødt og forstået eller, hvis svaret ikke kommer eller bare for langsomt, så er det det, der lagres : tomhed, forvirring?
“Hvad er det med mig?”spørger det. “Jeg ved ikke, hvad mit behov er, for de nærmeste reagerer ikke”, ville det sige, hvis det kunne.
Forældrene har måske øjnene begravet i mobiltelefonen. I gamle dage var det fjernsynet, der kunne være det, der skabte afstanden.
En deprimeret forældre elsker også sit barn, men er for langsom i reaktionen i de små glimt af samspil, der er så vigtige for barnets udvikling. Barnet lærer at klare sig nogenlunde alligevel. Det bliver hurtigt motorisk dygtig for at komme på egen hånd til at undersøge omverdenen. Det kigger ikke efter moderen, hvis det er hende, der er deprimeret. Heldigvis kan situationen vendes, fordi barnet er social og længes efter tilknytningen.
Spejling kan bruges i dette tilfælde til at gøre barnet interesseret. Vi siger, at det er et 8 måneders barn, der kravler rundt på opdagelse uden at kigge efter moderen.
Mor får til opgave at efterligne alt, hvad barnet siger og gør. Legen hedder “Kongens efterfølger”. Kravler barnet, kravler moderen. Standser det, standser moderen. Løfter det armen, gør hun det samme, ser barnet spørgende ud viser mor også et spørgende udtryk og langsomt vil barnet blive så nysgerrig, at det venter på en reaktion.
Uden dette samspil ville barnet kunne blive grænseløst i sin adfærd og ikke lære at noget er farligt. Det er en meningsfuld leg for barnet og det giver både barnet og forældrene følelsen af samhørighed, som er så vigtigt for deres relation fremover.
Jeg har set andre eksempler på “Spejling”. På en udendørs balletforestilling med Det Kgl. Teater her i sommer, så jeg, hvordan små piger på 3-4 år efterlignede balletdansernes bevægelser under forestillingen.
De løftede armene over hovedet og drejede sig rundt, kiggede på på scenen og drejede til den anden side. De var ubevidst så utroligt søde at se på, og drømte sikkert om selv at blive balletdansere.
Vinterbilleder fra min barndom
Endelig har vi en meget kold vinter og minderne går til mine barndoms vintre, der altid var kolde og hvide af sne. Det første er fra Bispebjerg Københavns Nordvest kvarter, hvor jeg boede de fårste tre og et halvt år af mit liv. Billedet minder mig om fastelavn, hvor jeg for første gang så lange køer af børn i en eller flere boligkarreer ned langs Tomsgårdsvej.
De næste billeder er fra Agerledet 10 i Herlev, hvor sneen ligger tykt i 1955 den første vinter vi bor der.
Vores tøj var ikke særligt egent til langvarigt ophold i sneen. Vi havde lærrredsflyverdragter skaffet i Børnenes Byttecentral på Ryesgade i København. På Herlev vinterbillederne ses det at vi har overalls over flyverdragterne. Hverken de eller flyverdragerne var ikke vandtætte. Indenunder har vi haft gamascher og uldtrøjer og dertil hjemmestrikkede uldsokker og vanter. Vinterstøvler var der ikke, men gummistøvler. Senere havde vi skistøvler, som var varme med uldsokkerne foldet ned over hægterne.
I 1980erne, da mine børn voksede op blev det muligt at købe finske flyverdragter i kraftigt vandtæt materiale med teddybearfoer. Hvilken forbedring.
Legetøj min far lavede til mig i 1950erne
Jeg forbinder mit dukkehus med vores nybyggede hus, som vi flyttede ind i i 1954. Desværre har jeg ingen erindring om at have pakket gaven ud. Det er et dukkehus i to etager, malet i nogle af de samme farver, som fandtes i vores kælder. Det var ret kraftige farver og atypiske for den tid. Jeg tror det må have været min fireårs fødselsdag i 1955, da min far umuligt kan have haft tid til at lave alt det så hurtigt efter vores nye hus var bygget.
Jeg har siddet i køkkenet og leget med det og i smug har jeg klippet et stykket af min mors karklud fordi, det var nødvendigt udstyr til dukkehuskøkkenet. Måske havde jeg kunnet lege mere med dukkehuset, hvis jeg havde haft legekammerater på besøg. Det var ikke så tit i de tidlige år. Legekamerater var nogle, vi måske kunne lege med udendørs.
Af andre ting han har givet mig er en høj stol, en køjeseng og en stor enkeltseng. Køjesengen har været en julegave, for den ses under juletræet engang, hvor min mormor Asta er på besøg. Jeg var specielt glad for overføringsmærkerne, som min mor har sat på. Hun syede også sengetøjet, hvoraf, jeg i dag kun har det ene sæt.
Den højestol er sat ned 
Køjesengen fra midt halvtredserne 
Min mors dukkestel og kurvemøbler og poesisbog
Jeg har nogle enkelte ting fra min mor og hendes søstre og endda fra min mormor. Min legetøjssamling er bygget op af de ting og de få ting, jeg selv har haft.
En pottestol har han lavet for at lave sjov. Det så ud som en skuffe, der kunne lukkes op og vupti udsigt til en lyserød og en lyseblå potte! Det er ikke noget der findes mere. Ellers har jeg det hele endnu.
Barn&Mor 